Album Reviews
Mew´s debut album has been reviewed in the following papers and magazines: Politiken, Information, Berlingske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten, Det Fri Aktuelt, Ekstra Bladet, Århus Stiftidende, B.T., Nat & Dag, Zink, Zoo.
Danske Mew debuterer med spidsfindig guitarrock
Flimmer og finregn
Det, kvartetten Mew laver på debut-cd´en A Triumph For Man, lyder som noget, ingen rigtig har lavet magen til herhjemme. Så velkommen til Mew og what´s the news? Nyhederne ligger mere i samspillet og lydbilledet end i sangene. For når pladen er spillet til ende, er der ikke meget at synge med på og hænge i øret (måske med undtagelse af sangen Wherever og den på én gang storladne og underspillede She Came Home For Christmas, der minder en smule om noget fra Smashing Pumpkins).
Mens ellers er dethelt andre steder, guitaristen og vokalisten Jonas Bjerre, guitaristen Bo Madsen, bassisten Johan Wohlert og trommeslageren Silas Graae har instrumenterne og antennerne plantet. Kvartetten dyrker nemlig en form for spidsfindig og rumsterende guitarrock, der aldrig henter sit brændstof hos blues- og rythm & blues-musikken, men snarere søger inspiration hos en udsøgt samling kridhvide, selv- og formbevidste sidelinienavne. Det kunne være en gruppe som My Bloody Valentine (dog uden den ekstreme voldsomhed), hvis knitrende, flaksende og overstyrede guitarudvekslinger Mew forvalter med en afdæmpet stilsans. Det kunne være en gruppe som Lush, hvis blanding af udtyndede melodilinier og brusende tilbageholdt guitarstøj Mew giver en ironisk eller naivistisk drejning. Eller det kunne være et navn som The Feelies, hvis prikkende og piskende virkelyst af ustadige guitarforgreninger, Mew viderefører på en åndsbeslægtet, men mere ungdommelig facon (det fortælles da også, at gennemsnitsalderen i kvartetten blot er 19 år).
MEN PÅ trods af den unge alder er der ikke meget ufærdigt eller uoverlagt på A Triumph For Man. Vel kan musikken sine steder virke indforstået i sine referencer og tvangsbrystet i sti udtryk. Så er det, man forstår den egentlige betydning af det engelske udtryk shoegazer rock: Stir på dine skosnuder, kammerat, det svarer nogenlunde til at lytte til pladen. Men på den anden side er musikken på debut-cd´en både originalt arrangeret (bl.a. med brug af instrumenter som cello, trompet og violin) og pletfri velspillet den at blive blæret eller ekvilibristisk i gammeldags rockforstand, hvor en god guitarist er en musiker, der spiller med 8 arme og 160 fingre på instrumentet 10 dage om ugen.
I denne sammenhæng gør det heller ikke så meget, at Jonas Bjerre er en noget splejset og kønsløs
vokalist. Hans stemme skal jo blot ligge som et lydbillede i lydbilledet, og det gør den.
Lad os derfor konkludere, at der bestemt ikke er meget Johnny Madsen i Mew. Der er faktisk alt
det modsatte. Mus på bordet, f.eks. Og flimmer og finregn i øregangen.
ANDERS ROU JENSEN, POLITIKEN, 30. MARTS 1997
At skifte gear
Københavnske Mew debuterer med årets hidtil mest forlokkende popudgivelse
Exlibris hører til den lille håndfuld af uafhængige danske pladeselskaber, som sætter den kunstneriske integritets imperativ lige så højt som positive salgskurver, og som derfor satser på navne med mere end blot døgnflueagtig gennemslagskraft. Dette har med al tydelighed kunnet høres på Nikolaj Nørlunds soloprojekt, Strunge-fortolkningen Navnløs fra sidste år, sidste måneds duo-udspil Indenlands Udenbys signeret af brødrene Olesen og nu med fuldlængde-debuten A triumph For Man fra den purunge, københavnske kvartet Mew.
Dynamisk afvejning
Med en næsten adonistisk udstråling og en gennemsnitsalder på under 20 år har Mew af drilske tunger fået tilnavnet Mew kids On The Block, hvilket nogenlunde svarer til at sammenligne en panter med en siameserkilling. Ihvertfald er der himmelvid forskel på New Kids... og Mew, hvad angår de to gruppers stilistiske indfaldsvinkel og musikalske jagtinstinkt.
Mew - der kan betyde både at mjave, at skifte ham og at sætte i bur samt en del mere - er nøjagtig så spidsfindigt aftegnende i deres soniske output som navnet antyder. Og med hjælp fra den amerikanske producer Damon Tutunjian (som til daglig er ankermand i amerikanske Swirlies) har gruppen undfanget årets hidtil mest forlokkende danske album - et værk, der, i sin dynamiske afvejning af pirrende, akustisk kæleri og kontrolleret højelektriske plug in, vidner om et potentiale af uhørt høj kaliber.
Androgynt og virilt
Således åbnes der i "Wheels Over Me" op for en gavebod af luftige guitarriffs, spændstige baslinier iklædt kække synth-lyde, messingblæseri og forsanger Jonas Bjerres hårtrukne androgyne vokal, med affinitet til både Jesper Arentoft fra How Do I og Simon Dunford fra engelske, håbløst oversete og nu glemte The Bardots. Noget lignende er på spil i singleforløberen "I Should have Been a Tsin-tsi (For You)" (her i et endnu højere stemmeleje) og den svalt eksploderende "Web", hvorimod skæringer som "Beatiful Balloon", "Wherever" og "Then I Run" indskriver en mere elegisk drømmende tone, hvor små sprøde, inciterende guitarfigurer og duvede rytmer danner afsæt for kaskader af ætsende, men veltøjlet feedback. Det er denne balanceakt mellem det døsigt henslængte og virilt pirrende, der er Mew´s store force; det fintmærkende gearskift, der sætter den dirrende og tyndt udspændte membran i kraftigere svingninger uden at detonere det totale lydbillede.
Lille milepæl
På "Life Is Not Distant", der kan høres som en hyldest til Simon & Garfunkel, den smukt underspillede slutsang "Coffee Break" og de strygerbelagte "No Shadow Kick" og "Snowflake" - rygradsrislende arrangeret af den tidligere Trains & Boats & Planes-cellist Soma Alpass - hersker et mere tyndhudet, pletvist pastoralt mood, afsunget og spillet med en skrøbelighed og æterisk elegance, er ikke før er fundet udtrykt herhjemme.
Skal man pege på stemningsmæssige referencepunkter, falder den meditative og hypnotisk indadvendte rock som de britiske grupper Pale Saints og Slowdive lancerede i årtiets begyndelse derfor først for.
Dette er absolut ingen dårlig målestok. Bedre er det, at Mew slet ikke behøver at tænke på at blive sat i bås - de har med A Triumph For Man kreeret en lille milepæl, der om nogen lever op til sin titel.
Morten Tang, information 2.apr.1997
Frisk fra øvelokalet
Det bliver først rigtig interessant hos den purunge kvartet Mew, hvor medlemmerne må siges at have tiden for sig, da ingen endnu har passeret de 20. Det første album, "A Triumph For Man", har kun stedvis sine lidt for tydelige udenlandske kilder, og Mew spiller med en fornem poetisk tone og et musikalsk overskud, der er meget usædvanligt for deres alder. De nervøst rykkende og sprøde guitaranslag, de kælent spindende toner, de myge, afrundede bevægelser og ubesværede skift mellem udtrykkende er solidt håndværk og til at lære sig, men Mew har også allerede forstået at skrøbelig i musikkens verden ikke bare er lig med stille.
I den skævt vandrende "Beautiful Balloon" tændes og slukkes elegant for de knivskarpt doserede og grusende støjsendere. Der er tindrende melodiske momenter og fremragende stødende spil i den nejende og underfundigt urovækkende "Panda" og jublende lys, piget popstemme i den øjeblikkeligt medrivende sang "I Should Have Been A Tsin-Tsi (for you)".
Med sine pejlende melodisvaj, sine smukt lyrisk undfangende vokallinjer, let skælvende gennemsigtige guitarfigurer og et kollektivt sammenspil, hvor selv de hakkende og stødende rytmer spilles frem med en legende lethed og elegance, må Mew´s "A Triumph For Man" siges at være en meget, meget lovende debutCD.
Per Reinholdt Nielsen, Berlingske Tidende, april 14 - 1997.
Som et strejf af en dråbe
DET engelske ord mew kan både oversættes til mjaven; til måge; til at skifte fjer; til at sætte noget i bur og til at mure sig inde. Alle disse betydninger af tre sølle bogstaver dækker også i mere eller mindre direkte forstand den smægtende og poetiske musik på det første album fra en ganske ung, men usædvanligt fint sammenspillet og kompositorisk avanceret københavnsk guitarrockgruppe af samme navn.
På deres ubeskedent/ironisk betitlede debutalbum A Triumph For Man er der i hvert fald fuld dækning for at sangeren og guitaristen Jonas Bjerre, guitaristen og vokalisten Bo Madsen, bassisten og vokalisten Johan Wohlert og trommeslageren Silas Graae har valgt det flertydige Mew som fællesnavn. Med Jonas Bjerres lyse, falsetnynnende stemme som guide fører de summende og løftende sange os på drilske kattepoter ind i drømmenes formskiftende tusmørke; gennem disen og bagom klicheerne; undertiden helt derop i himmelbuens og fugleflugtens luftslag, hvor måger og fabulanter er i deres rette element.
Gruppens stramt sammenspillede, meget præcise lo-fi-lyd og imponerende nuancerede arrangementer skifter fjer og udsigtsposition fra sang til sang i hænderne på den fra den beslægtede amerikanske gruppe The Swirlies importerede producer Damon Tutunjian, og der er også undertiden i de brusende og lyriske sange en stemning af indemuret smerte, som dog aldrig får lov til at overskygge den fabulerende, anelsesfulde og ubanale skønhed i Mews iørefaldende sangkatalog.
i en anretning af raspende, staccerede porcelænsguitarer med sofistikeret melodiføring, fint nuancerede grader af forvrængning - diskret udvidet med små sidetemaer for bl.a. trompet, cello, harmonika og små synth-effekter - åbnes en samling neddæmpede, men stærkt fængende og naturligt flerdimensionelle eventyrsange.
Trods lydens miniaturepræg har Mews spillestil både organisk swing, raffineret indre dynamik og en udpræget sans for at nå til enden af de store linjer med konsekvent anvendelse af enkle, rigtigt valgte virkemidler.
FRA den stramt spillede åbningssang Wheels Over Me med en blanding af trippende minimalistisk garagerock i amerikansk stil, og et stænk af moderne easy listening går det over knalddygtige, lethåndede og melodiøse videreudviklinger af My Bloody Valentine´s shoegazing (Beautiful Balloon; Wherever, Then I Run) til det sublimt vægtløse mantra i Pandas transperente Sparklehorse-agtige glideflugt over de næsten mandolin-klimprende guitarakkorder.
Og fra den romantisk bristefærdige stemning i arkaisk pastorale hymner som Snowflake og She Came Home For Christmas med højtidelig panoramastemning, melankolsk mættede strygerarrangementer og små forrevne guitarsoloer er der ingen niveauforskel eller uoverensstemmelse med adskillige veloplagt gøglende numre, der hvirvler rundt som små dansende snurretoppe af munter overgiven elegance og drilsk humor - ikke mindst veloplagt i de fine og ualmindelige kinesisk-inspirerede No Shadow Kick og I Should Have Been A Tsin-Tsi (For You). Altsammen før gruppen vender tilbage til sin foretrukne lyriske balladestil i albummets tre sidste blidt skummende kompositioner, der nok er afspændte og runde, men aldrig slappe eller ligegyldige i deres stemningsdannende flow.
A Triumph For Man er ikke en begivenhed på linje med menneskets første skridt på Månen. Men en livsalig sprinklende fontæne af moderne guitarrock på menneskeligt støjniveau er også en investering værd. Mew byder på organisk lyd og melodier, der er som et strejf af dråber og glimt af gyldent morgenlys. De færdes hjemmevant i en dimension af luftighed og drøm, hvor kun få evner at slå deres rockmusikalske volter uden at kæntre. Noget meget ungt og noget meget modent og sikkert forenes på et usædvanligt album, der bør høres af flere end de indforståede få.
Lars Villemoes, Weekendavisen, April 11 - 1997.
Det er fire unge herrer med udpræget hang til det melankolske, der nu som Mew debuterer med "A Triumph For Man". Men ikke den dræbende ulidelige melankoli, for selv i det valgte toneleje, formår Jonas Bjerre, Bo Madsen, Johan Wohlert og Silas Graae, at skabe både lys og luft med tynde og skrøbelige arrangementer.
Arrangementer, der rummer masser af begavede detaljer, fornemt samspil og et knusende godt overblik. Ikke mindst de sidste holder sammen på sangene, og hindrer at melankolien helt får overtaget.
Jyllandsposten.
EN TRIUMF FOR SKÆV ROCKMUSIK
Det ganske unge debutband Mew spiller enkelt og minimalistisk rockmusik, der rækker ud efter verden
En underfundig sjæl har for længst omdøbt det danske band Mew til "Mew Kids On The Block" - angiveligt med tanken henledt på kvartettens gennemsnitsalder, der ligger omkring de 20.
Men så hører al sammenligning også op, for at sammenligne Mews musik med en gang hyperkommerciel teenpop ville være en forbrydelse på størrelse med en konservativ politikers barskab.
Mews debutalbum, "A triumph for man", emmer af underspillet, minimalistisk rockmusik, der rækker ud efter verden langt uden for de danske grænser.
Der er et befriende internationalt snit over de fire unge musikeres nøgne lydbilleder, hvor et nummer som "I should have been a tsin-tsi (for you)" allerede er blevet et mindre radiohit.
Dette er dog langtfra den mest interessante skæring på det nye album, hvor numre som "She came home for Christmas" og "Snowflake" stritter ud, løfter sig op og svæver som skrøbelige sæbebobler - ikke mindst takket være forsangerens troskyldige og lyse vokal og brugen af violin og cello som effektfuld underlægning i de guitar-baserede arrangementer.
"A triumph for man" er en triumf for den skæve rockmusik - og et løfte om at en ny dansk generation af stilbevidste musikere er på vej.
LARS RIX, Det Fri Aktuelt, April 3 - 1997.
STOLT YNK
For en håndfuld år siden gik bands som Ride og Slowdive rundt i det engelske og krævede opmærksomhed, fordi de spillede en både skrøbelig, melankolsk og rent ud sagt ynkelig pop- musik med forskræmte dagdrømmer-attituder.
Det har den mindreårige københavner-kvartet, Mew, taget ved lære af, men de har heldigvis også tilført deres sfæriske popmusik et gevaldigt stænk af Stereolabs feinschmecker-elegance og Cornershops særhed.
Resultatet kan høres på debuten, "At Triumph For Man", der er et særdeles udansk og spædt pop-album, hvis indadvendte væsen dygtigt opblødes af listige melodier og en befriende insisteren på egen formåen.
En slags naive ibens´ begavede kusine fra en London-forstad, der halter lidt efter storbyen, men som kompenserer med en provins-skævhed der er medvirkende til, at de får noget hæderligt ud af en pseudo-genre.
TOMAS TREO, EKSTRA BLADET APR.1997
Undergrunden kalder
Københavnske talenter med vokseværk
Kvartetten Mew fremstår som de mest færdigudviklede, hvilket ikke mindst skyldes de to guitarister Jonas Bjerre (tillige forsanger) og Bo Madsen.
De formår at give en flot personlig stil, selv om man ikke er i tvivl om, at My Bloody Valentine står på pladehylderne derhjemme, når det gælder de spindelvævs-tynde, delikate støjguitarer, lige som New order og pet Shop Boys hører til favoritterne, når det gælder det vokale.
Det, der for alvor gør gennemførte og godt sammenspillede Mew interessant, er det konstante, sofistikerede skift i lydbillede, opbygning og breaks. Melankolien og den stille popsang er den røde tråd, men derudover pilles det hele tiden ved fundamentets grundsten. Heller skæv og særegen, end lige, regelret og forudsigelig.
Det sidste kan man ikke beskylde gruppen for at være - lyt blot til sprælske "No Shadow Kick" og "I Should Have Been a tsin-tsi". Det lover godt.
Henrik Friis, Århus stiftidende, April 19 1997.
Giv mig indie-rock!
"It´s a new generation of lightboy blues" fortsætter Sebadoh i "Give Me Indie-rock" (hvis det da ikke er "whiteboy-blues", men "lightboy" lyder lidt mere raffineret). Og letvægter-knægteblues er ganske rammende for det nye ligeledes københavnske band Mew. De fire drenge er netop kommet ud af teenage-årene og har en spinkel og melankolsk lyd af tristesse. Når de da ikke bliver helt opløftige og giver et nummer på volapyk-kantonesisk inspireret af æstetiske Hongkong-kung-fu- film ("No Shadow Kick") eller bliver rigtig pop-ørehængende med "I Should Have Been Tsin-Tsi (For You)".
Mew formår på samme tid at være spontane og elegante. Ikke helt ulig der engelske band Stereolab, hvor Mew dog er langt mere stringente og fokuserede. "A Triumph For Man" er i høj grad en triumf for de nye mænd i Mew - ikke bare fordi, de angiveligt har fået opfyldt en drøm, ved at udgive en plade, men fordi den sparker helt nyt liv ind i kroppen på den halvdøde køter, der hedder dansk indierock.
Kasper Løvquist, B.T. April 12 1997.
Vi kender dem dårligt nok, og så har de allerede fået øgenavnet Mew Kids On The Block. Et øgenavn, der er så opfindsomt og morsomt, at det må nævnes, selvom det i bund og grund er hamrende misvisende. Mew, som bandet rettelig hedder, er nemlig langt fra noget teenage- ombejlet drengeband i stil med New Kids On The Block - selvom de har alderen til det.
At kalde dem et ualmindeligt ungt band med en almindelig svaghed for altmodisch engelsk rockmusik a lá Smiths ville yde kvartetten større retfærdighed. Mew tager sit udgangspunkt i den del af rocken, der for ti år siden stod for det progressive, men som i dag represænterer noget af det mest konservative og udviklingsforskrækkede på rockscenen. Gudskelov tør Mew eksperimentere med udtrykket og føre traditionerne videre. Blandt andet ved hjælp af strygere, kor og blæsere. Måske har d´herrer også et par Prefab Sprout-plader stående ved konfirmationsanlægget derhjemme. Inspirationen til de mere melodiøse arrangementer og ikke mindst forsanger Jonas Bjerres lyriske vokalarbejde kunne godt være hentet herfra. Og dog. Jonas Bjerres stemme er et kapitel for sig. Det ene øjeblik lyder han som Paddy McAloon, det næste øjeblik som How Do I´s Jesper Arentoft eller Nikolaj Nørlund. Paradoksalt nok uden på noget tidspunkt at virke famlende eller uselvstændig. Mew lyder nemlig førs og fremmest som sig selv, og det er dén styrke, der er debutens største aktiv.
Christian Grau, Nat & Dag, april 1997.
Mew har fået tilnavnet "Mew Kids On The Block". At der her henvises til gruppens unge alder, kan man forvisse sig om ved at lytte til gruppens meget lovende debutalbum. Mew spiller nemlig drømmepop og forener skønsang og ringende guitarer i smukt afmålte og dragende sange. Guitarspillet kan minde om Television (marquee moon), men sangene har et så fint melodisk antrit og sammenspillet er så fermt, at Mew mest af alt fremstår som sig selv.
Højdepunkter er "Panda", "No Shadow Kick" og "She Came Home For Christmas", men genrelt er der få svipsere på et imponerende og meget løfterigt debutalbum.
Den alternative danske rockscene har det rigtig godt i øjeblikket. Det er Mew et lysende eksempel på.
Niels. ZINK APRIL 1997.
Fire unge mænd omkring de 20 står bag dette glimrende debutalbum, som bør få en central plads på den danske popscene, der i netop dette forår gennemgår en fantastisk forvandling. Med en enkel og let attitude spiller Mew en form for poppet guitarrock, der bygger mindst ligeså meget på stemninger som på teknisk form, og det er netop i skabelsen af stemninger, Mew klarer sig forrygende.
Med Jonas Bjerres karakteristiske lyse stemme i forgrunden, en rytmisk og meget sprød guitarlyd skabt af Bo Madsen og nogle rigtig gode melodier, tøver Mew ikke med at kaste sig ud i de lydeksperimenter, der med klaver, synthesizer, trompet, cello og violin gør Mew´s simple sange ti lalt andet end banale. Især numre som "Panda", "Wherever" og "Beautiful Balloon" har format.
En af Mew´s store fordele er et vekslende repertoire, der både byder på dæmpet melankoli som i "Snowflake", vovemod i form af kinesisk tekst i "No Shadow Kick" og en ustyrlig lystighed, der pisker gennem den vidunderlige "I Should Have Been A Tsin-Tsi (for you)".
Selvom jeg er i fuld gang med at nyde A Triumph For Man, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad mon det her ender med? Svar: En triumf for Mew, selvfølgelig.
Ulrich Lauridsen, ZOO. May 1997.
